Gigu Sul

Jung Do – midtens vej

Nederst i introduktionsteksten i Shinson Hapkidos uddannelses- og gradueringsprogrammer står der:

”Shinson Hapkido er en Midtens Vej (Jung Do), dvs. en vej af ligevægt mellem indre og ydre, ung og gammel, sort og hvid, kvindelig (Um) og mandlig (Yang). Denne vej er åben for alle mennesker. Det er en vej til fred og frihed i hele verden”.

Men hvad betyder dette egentligt? Hvad forstås ved Jung Do? Denne side drejer sig om den mere filosofiske del af Jung Do. Senere vil jeg skrive en side om Jung Do i vores teknikker og træning.

Jung Do (중도/中道) er et begreb der går helt tilbage til Siddhartha Gautama (Buddha). Jung Do er en vej der fører til frigørelse/Nirvana. Historien fortæller at Siddhartha Gautama indså betydningen af Jung Do, da han sad ved en flod, hvor en båd med en lutspiller passerede ham. Her forstod han at lutstrengen hverken skal strammes for hårdt eller for blødt for at producere en harmonisk tone. Jung Do blev udlagt som en vej mellem de to yderpunkter af sanselige nydelser og selvpineri, altså en vej mellem de ekstreme yderpunkter. Dette har også fundet vej til asiatiske ordsprog som: ”for lidt og for meget fordærver alt”.

Den berømte koreanske munk, sonmester Seong Cheol (1912 –1993) mente at betydningen af Jung Do ikke kun lå i at undgå de ekstreme yderpunkter. Seong Cheol mente også, det var en forklaring af tilstanden nirvana, hvor alle modsætninger smelter sammen og ophører med at eksistere som adskilte enheder; hvor godt og ondt, rigtigt og forkert, selv og ikke-selv bliver meningsløs.

Han sammenlignede dette med, at man i fysikkens verden, før Einstein, mente at energi og masse var to adskilte enheder. Men Einstein viste at energi og masse var to sider af samme sag, to fremtrædelsesformer af eksistens, hvor masse kan blive til energi og energi kan blive til masse. Med en analogi til is og vand forklarede Seong Cheol endvidere, at Jung Do ikke er det "midterste" eller "gennemsnitslige", for hvad er da det midterste af is og vand? Men Jung Do er den sande form af både is og vand (H2O?). Derfor mente Seong Cheol også, at tilstanden Nirvana på samme måde var en tilstand, hvor den sande form af alle modsætninger afsløres.

Men hvad betyder Jung Do i Shinson Hapkido? På det åndelige (indre) plan kan overstående tolkning af Jung Do også siges at gælde for Shinson Hapkido. Vejen i Midten (Jung Do) er ikke en gennemsnitlig vej, men heller ikke en ekstrem vej. Vejen i Midten er ikke en vej hvor alt gøres ens, men en vej af tolerance. Jung Do betyder ikke at mand og kvinde er ens, men at de skal være ligeværdige. Vi er alle mennesker, uanset om vi er store eller små, tykke eller tynde, stærke eller svage, sorte eller hvide, kvinde eller mand. Vi må genfinde respekten for ethvert menneske og for naturen! Vi skal respektere hinanden og dele med hinanden.

Venligst
Bu-Sabomnim
Jørgen Løye Christiansen